sonet 106

Jeg har haft det her indlæg liggende i to uger, så here goes:

 

En sonet, der passer ind i den evindelige genkomst ideen. Der var engang i mytologisk tid, hvor mennesker boede på et bjerg og havde adgang til den ægte tid/ting.

Bemærk i sonetten: Det er ikke "de skrev om skønhed - du er skønhed - de skrev om dig", men "du er skønheden -  der findes digtere, der skrev om dig - de må derfor nødvendigvis have været guddommeligt inspireret". Dvs. skønhed her er den ægte skønhed fra den fortabte tid..

 

Bemærk også, at den her sonet (i modsætning til sonet 81) nedvurderer sit eget værd/. Den er måske nok guddommeligt inspireret, men "lack tounges to praise" (menneskerne mistede det guddommelige sprog efter faldet). Den hører ikke hjemme i den mytologiske tid, men kan under visse specielle omstændigheder stadigvæk komme i kontakt med det "ægte". 

When in the chronicle of wasted time
I see descriptions of the fairest wights,
And beauty making beautiful old rhyme,
In praise of ladies dead and lovely knights,
Then, in the blazon of sweet beauty's best,
Of hand, of foot, of lip, of eye, of brow,
I see their antique pen would have expressed
Even such a beauty as you master now.
So all their praises are but prophecies
Of this our time, all you prefiguring;
And for they looked but with divining eyes,
They had not skill enough your worth to sing:
   For we, which now behold these present days,
   Have eyes to wonder, but lack tongues to praise.