Sonet 50

Tid til at støve sonet 50 af. En sonet jeg virkelig godt kan lide. Fortælleren er i dårligt humør over at være på rejse væk fra sin ven, og hesten han rider på tynges helt bogstaveligt af hans tungsind, så den går langsomt. Alting er både psykisk og fysisk i den her sonet.

Beskrivelsen af, at hverken rationel tanke eller instinkt har lyst til at rejse og alligevel ikke arbejder sammen er en ret god beskrivelse af fænomenet irritation. 

How heavy do I journey on the way,
When what I seek, my weary travel's end,
Doth teach that ease and that repose to say,
'Thus far the miles are measured from thy friend!'
The beast that bears me, tired with my woe,
Plods dully on, to bear that weight in me,
As if by some instinct the wretch did know
His rider lov'd not speed being made from thee.
The bloody spur cannot provoke him on,
That sometimes anger thrusts into his hide,
Which heavily he answers with a groan,
More sharp to me than spurring to his side;
   For that same groan doth put this in my mind,
   My grief lies onward, and my joy behind.


 http://www.shakespeares-sonnets.com/sonnet/50


Derudover har jeg en kommentar til de sidste to linier: Jeg tror man kan argumentere for, at det ikke kun er i en rumlig forstand de menes, men også en tidsmæssig. Rejsen er sandsynligvis et billede på livet."The weary traveller" er et kendt billede fra bibelen, og det giver mening i et digt, hvor alting er både psyiske og fysiske ting. Desuden nævnes der aldrig en returrejse.
Men ligegyldigt hvad, så er det i hvert fald en god beskrivelse af at "det her er simpelthen for latterligt".