Sonnet 81

Sonnet 81 mine herrer og damer.

What to say? En de sonetter, der chokerer allermest allerede ved første gennemlæsning. Man er i gang med anden gennemlæsning umiddelbart efter den første - til dels fordi, der sættes spot på, at man som læser er en del af sonetten (kuldegysninger). Den foranderlige Tid kollapser helt bogstaveligt i denne sonet, og som læser er du med, hvor det sker.



 Pga. tallet 81 er det rimeligt at antage, at det er et nøgledigt til samlingen. Sonetten indeholder derudover en af de (i min mening) stærkest virkende linier (hvis ikke DEN stærkeste) i hele samlingen, nemlig: 



You still shall live, such virtue hath my pen



Holy smoke!

Det kunne hurtigt have virket som pral i et andet digt (også selvom digtet var flere hundrede år gammelt), men her befinder vi os i  et fokuspunkt for Tiden, hvor ting er virkelige og uforanderlige, og det de ser ud til at være (= pral er umuligt, når alt er ægte).



Rent placeringsmæssigt er sonetten placeret strategisk mellem nogle sonetter, der beskriver the rival poet og hvor dygtig han er. Det er meget elegant, at man i stedet for en sonet, der beskriver, at digteren er bedre end the rival poet, får en sonet smidt ind, der ikke sammenligner noget som helst, og ikke handler om rivaler, for helt ærligt, hvis man kan give evigt liv med sin kunst, så er der klart nok ikke nogen eller noget over eller ved siden af.