Efteråret er hjerteskærende smukt.

Tingene er slet ikke som de skulle være. Det er ved at blive koldere i vejret og det minder mig om Granada. Den type vejr der er nu (klart, solrigt, koldt) er næsten identisk med slut-oktober/november/december i Granada, da jeg var der som studerende, hvorimod sommeren i København aldrig bliver som sommeren i Granada og derfor ikke vækker nogle minder. Det er irriterende med den slags vejr, for jeg har virkelig virkelig lyst til at tage det første fly sydpå, men jeg ved ikke hvorfor. Det er ikke fordi jeg savner noget bestemt eller har noget specielt at gøre dér. Jeg overvejer også lidt om vejret minder mig om et eller andet andet? Det er som om, der er noget, jeg ikke kan komme i tanke om - noget der ligger lige udenfor mit synsfelt, men som jeg burde kunne konkretisere, noget jeg burde gøre.
Jeg forstår det ikke. Jeg bryder mig ikke engang specielt om årstiden, så hvor kommer den uvelkomne sentimentalitet fra? (Jeg ved godt det muligvis er omvendt, efteråret er sentimentalt og derfor er jeg ikke så vild med årstiden). Under alle omstændigheder har jeg en mærkelig fornemmelse (som hvert eneste år) af at forrige, nutidige og fremtidige efterår allesammen er slået sammen i det efterår vi gennemlever nu.