Brev til en nybagt student:
Kære du, du står nu og skal til at starte på et nyt afsnit i dit liv, så jeg vil benytte lejligheden til at fortælle dig lidt, om hvordan det foregik for min generation så du kan få en fornemmelse af hvad der venter dig men nok mest fordi min generation, om nogen, virkelig, virkelig godt kan lide at snakke om os selv.
Vokset op i fattigfirserne, med et verdensbillede mellem Beverly Hills 90210 og Britpop, og en af de mindste årgange i Danmark/Europa i årtier: verdenen og arbejdsmarkedet ventede kun på os for at festen kunne starte for alvor.
Da VI startede på universitetet var der masser af frie pladser og karaktergennemsnittene var mest til pynt eller hvis man ville læse statskundskab/psykologi. Der var ingen kollegiepladser at få, så mange sov på sofaer hos ukendte tanter det første semester i København (København var BYEN man læste i, Århus kunne til nød gå an. Aalborg var kun en teori. Jeg tror det var det samme i det meste af Europa- folk tog til de store byer.). Ja, vi havde semestre og temmelig afslappede førsteårsprøver og 25 klassetimer om ugen. Vi diskuterede i ramme alvor om det var godt eller dårligt at have instruktorer der "kun" var på 3 år , og vi brokkede os over kun at få rettet nogle af vores afleveringer, og over i det hele taget at have obligatoriske afleveringer (det var jo Universitetet ikke folkeskolen).
Mange af os benyttede sig af Erasmus legaterne (udover SU), det var bare at sige til og så afsted til et andet ærværdigt universitet i Europa, for der var aldrig kø, og stemningen var god. Til gengæld havde vi ikke super god mulighed for at læse hele andendelen f.eks. andre steder end det universitet man var startet på, så jeg vil ikke sige, det ikke er bedre nu, men mit indtryk er, at vi var flere der rejste dengang.
Vi skyndte os ikke med at blive færdige, for arbejdet hang på træerne. De fleste af os havde rimeligt interessante studiejobs, der så fantastiske ud på cv'et, og startede i sjove jobs når vi blev færdige. Så kom krisen, og hvordan det vil ende bliver nok et senere indlæg, men mit indtryk er, at vi endnu engang kom med lige inden lukketid. Vi er så få, og når de store årgange kommer, har vi jo fået en masse arbejdserfaring, samtidig med at nogle andre store årgange er ved at gå på pension.
Til slut, skal du huske, at min generation er opdraget til at finde sig i meget, så længe vi får noget ud af det. Hele vores opvækst har vi fået at vide, at det vil blive vores arbejde, der skal redde ældre og yngre generationer, vores skuldre der kommer til at bære læsset.Vi er det forkælede enebarn, der både har ansvaret og privilegierne og vores hovedsaglige opdragelse har bestået i at lære at vente på den (krise) dag, man får brug for os, så døm os ikke for hårdt, når vi mødes engang. Vi ses om 5 år!
5 comments:
Generationsforrædder! Hvordan skal vi forberede os på at give senere generationer den store tale om, hvor hårdt vi har haft det og hvor forkælede de er, og hvor taknemmelige de bør være, når du dokumenterer vores historie på internettet?
Rigtig god post, for resten. Jeg kan meget godt lide tonen i den
kedeligt indläg.
Jeg ser at posten deler vandene lidt :-)
Det var ment som et forsøg på at forstå, hvorfor veluddannede mennesker på vores alder ikke føler, at de behøver tage stilling eller offentligt ytre modstand mod ting, der forekommer/er urimelige. Denne modvilje mod at forholde sig til politik og samfundsspørgsmål i det hele taget ser jeg som en blanding af, at vi har haft forholdsvis let adgang til studier og arbejdsmarked samtidig med, at vi ikke er nok til, at man har hørt særlig meget på os. En af de vægtigste grunde til 68'ernes oprør er efter min mening at de var så mange. Vores situation er nærmest den modsatte - vi er få og vi er ekstremt lidt optændt af oprør mod konventionerne, for vi har travlt med vores arbejde. Jeg ser os lidt, som de fede mænd Cæsar helst ville have omkring sig.
@Marta: Jeg har en crackpot theory om, at vores generations politiske apati startede i elevrådene. Personligt fandt jeg det virkelig desillusionerende at blive bildt ind at man ville få reel indflydelse gennem sine elevrådsrepræsentanter. Jeg har lige siden haft det som rygmarvsreaktion, at folk nok løj for mig, når de sagde, at min politiske indflydelse betød noget som helst
Elevrådene var klart med til at bestyrke "ingen hører på os" følelsen.
Jeg har to minder fra min tid i elevrådene:
1) (I folkeskolen) smagen af hindbær saftevand og følelsen af at have fundet ligesindede (også i de STORE klasser, WOW), nemlig folk, der hellere ville sidde i biblioteket og lære andre at kende end være til timer. Jeg husker det som sjovt og spændende at møde de "store" på lige fod (en stemme pr person).
2) (I gymnasiet) Følelsen af at være til grin. Jeg endte med i over et halvt år at sende en fra en anden klasse som min repræsentant som protest over ikke at have nogen indflydelse på dagsordenen. Der var selvfølgelig aldrig nogen indsigelser overfor min fremgangsmåde.
Post a Comment