G-funk

Dagens kendte er (trommehvirvel): Garfunkel.

Cover fra en meget intellektuel grupe, som sælger pga. deres tekster
og ikke deres udseende.

Godt:

• Hans hår. I USA er naturlige krøller ved at vinde indpas som et tegn på en ikke-komformistisk livsstil og selvsikkerhed, men sådan har det ikke altid været. I en tid, hvor folk (også) dyrkede det ultra-glatte hår, gik Garfunkel mod strømmen og viste, at krøller ikke forhindrer at man er den mest cool i bandet (det hjælper at være forsangeren).

• Hans stemme. Enhver, der kan få en sang med linierne "I'd rather be a sparow than a snail" til at lyde bare en lille smule tålelig har en god sangstemme. Det er rigtigt, at nogle af sangene S&G lavede var gode ligegyldigt hvem der sang, men nogle af dem var altså også decideret dårlige og bliver kun reddet af Garfunkels kordrengerøst.

• Hans stil. Alle snakker om at Diane Keaton var trendsætter med sin stil, men Garfunkel var der også, og han var der først (se fotodokumentation nedenfor-Garfunkel er ham ved siden af Tom Jones wannabe Paul Simon).

Dårligt:

• Hans over-the-top prætentiøse lister. Ikke kun tror Garfunkel, at der skulle være nogen, der har lyst til at vide hvad hans yndlingsbøger er, men han har i et anfald af storhedsvanvid lagt en liste med ALLE bøger han nogensinde har læst ud til offentlig beskuelse. Et hurtigt blik ned af "yndlingsboglisten" afslører i øvrigt, at Stephen King har gjort indtryk . Helt ærligt Garfunkel- "The Shining"? Det er jo som at råbe "Jack Nicholson er min homeboy" fra den højeste bygning i byen. Garfunkels lister virker som fin underholdning til en regnvejrsdag, men er også meget meget tandløse. Ikke det man håbede på fra manden, der styrede 60'er-klubfesterne med hård hånd (siger rygtet).
  

• Hans udgivelse af stemmeøvelser fra 1964. I endnu et anfald af storhedsvanvid (eller akut pengemangel) har Garfunkel valgt at udgive nogle stemmeøvelser han har fundet i en skuffe derhjemme. Titlen er utilgivelig (chez plus...) og det gør det ikke bedre, at Paul Simon har lagt billet ind ved at lægge nogle af sine egne hidtil uhørte demoer med. Bemærk i øvrigt, at selvom begge deres navne står på coveret, så har de tænkt, at de nok solgte bedre, hvis de holdt sig til en ung Garfunkel med stram trøje og champagneflaske på coveret. Fin stil.