To af mine yndlings Brando film.

En trailer for "A Streetcar Named Desire" her. Virkelig flotte billeder og stærk historie. Personligt synes jeg, det er den Tennessee Williams baserede film jeg har set, der holder bedst (emnet er for en gangs skyld ikke latent homoseksualitet, men fattigdom og at gifte sig "under sin stand"). Marlon Brando er helt vildt citerbar i filmen og spiller med så meget humor, at man glemmer det lidt tunge manuskript.

Jeg "udgav" aldrig denne her post, som jeg skrev for ret lang tid siden, men jeg synes det er på tide at reklamere for filmen Sayonara, som på trods af Ricardo Montalbán som japaner er 100 gange mere romantisk end Bridget Jones' Diary. Den starter lidt som Madam Butterfly og tempoet er til tider lidt lavt, men bliv ikke snydt af det! Her er hvad jeg skrev dengang:

Jeg har lige set Sayonara fra 1957 med Brando og vil gerne anbefale den. Der er scener man føler, man uden at tøve kan springe over uden at miste noget af handlingen af den grund, MEN det er bare sådan det virker, ikke sådan det er, og det er imponerende, at en film, der starter i normalt nu-skal-vi-underholde-og-vise-flotte-billeder-mode solidt får arbejdet sig op til at blive bedre og bedre og til sidst faktisk skræmmende i al sin enkelhed. Et kæmpe skulderklap til Brando, der øjensynligt fik ændret slutningen (som i bogen, der er forlægget til filmen er anderledes) , men især tak for at få en scene, der kunne være blevet det rene tv-novelle til IKKE at dreje sig om personernes egne små følelser, men om noget større.

Tjek følgende replikskifte ud og døm selv: "What about our children? What will they be?" "They will be half American and half Japanese... They will be half you and half me!"