Jeg er frustreret over. Judgement at Nuremberg. Eller mere præcist: Jeg kan ikke anbefale nogen at se den, men jeg ville virkelig, virkelig ønske jeg kunne.
De vigtigste grunde til, at jeg gerne ville kunne anbefale fimen:
- Skuespillet er rigtig godt. Som i virkelig godt. Som i "Ethan Hawke tag notater og læs dem grundigt" godt.
- Billederne er flotte, kameraføringen er meget skiftende og zoomer, og drejer, så det føles som at gå rundt inde i et fotografi. Nogen er måske ikke til det, men jeg synes det var genialt. Når kameraet drejede rundt om nogen så man pludselig så tingene fra deres perspektiv er det oplagt manipulation, men man går med på den villigt. Alle vinkler er gennemtænkte og selve sort/hvid farvevalget føles som det eneste rigtige i en film, der diskuterer om nogetsomhelst kan være sort/hvidt. Manipulationen filmen igennem, passer også godt til temaet.
- Come on: Historien med en dommer, der skal dømme 4 andre dommere. Cool tænkt.
- Den mest elegante måde jeg nogensinde har set en film forholde sig til problemet, at det skal fremgå, at der tales et andet sprog, selvom alle skuespillerne taler engelsk. (Løses normalt med fede accenter). Det er lidt svært at beskrive, men involverer brugen af høretelefoner og tolke.
- Figurerne: Den aldrende dommer fra landet, der tvivler på demokratiet efter at vælgerne ikke længere stemmer på ham(Spencer Tracy); den kultiverede adelige enke efter en tysk general, der mener tilgivelse er den eneste vej frem(Marlene Dietrich); den unge forsvarer med lækkert hår, beundring for den dommer han skal forsvare, og absolut ingen lyst til at skulle forsvare ham (Maximillian Schell- fik en Oskar for rollen); dommeren, der ikke vil forsvares og som derfor forholder sig tavs(Burt Lancaster); anklageren, som aldrig er kommet over de ting han oplevede i krigen; den unge kaptajn med den tyske kæreste, som han ikke vil opgive på trods af modstand(William Shatner), for at nævne nogle af dem.
Grunden til at jeg ikke anbefaler filmen: Midt i filmen optræder dokumentaroptagelser fra koncentracionslejre, og det får hele filmen til at blegne og være fuldstændig ligegyldig. Jeg mener: Hvem er interesseret i skuespil og kameravinkler efter 10 min. med de mest chokerende billeder jeg nogensinde har set på en skærm? (Jeg kunne ikke se scenen færdig, men det var uendeligt mange gange værre end de WWII udsendelser DR2 sender på repeat). De nøje opstillede spørgsmål om placering af skyld og pointer om at domme er proforma for ikke at tale om filmens form i sig selv falder til jorden, og man efterlades med mareridt. Filmen vil på overfladen gerne en masse ting, men ender med stort set kun opnå at traumatisere dem der ser den. Men faktisk viser det sig i slutscenen helt klart, at hovedmålet for filmen ER at være chokerende og ubehagelig og "hvordan kan I lade de skyldige slippe fra det her"-agtig, og at få nogle folk til at se den kritik af dommene, som filmen reelt er. Nogle folk der ikke ville have hørt på kritikken hvis ikke den var blevet pakket ind i en film, der er så flot, at jeg går ud fra det var en must-see i 1961.
