Sonet 73

That time of year thou mayst in me behold
When yellow leaves, or none, or few, do hang
Upon those boughs which shake against the cold,
Bare ruined choirs, where late the sweet birds sang.
In me thou see'st the twilight of such day
As after sunset fadeth in the west;
Which by and by black night doth take away,
Death's second self, that seals up all in rest.
In me thou see'st the glowing of such fire,
That on the ashes of his youth doth lie,
As the death-bed, whereon it must expire,
Consumed with that which it was nourish'd by.
   This thou perceiv'st, which makes thy love more strong,
   To love that well, which thou must leave ere long.


Endnu en af de mest kendte sonetter.

De første fire linier beskriver årets afslutning, de næste zoomer tidsaspektet ind og omhandler en dags afslutning, og de næste fire handler om ildens afslutning, som gløder, der er ved at blive opslugt af den aske, ilden/gløderne selv har dannet ved at brænde. Bemærk, at det første emne kan opfattes som cirkulært, året der går, det næste lidt mindre, mens det sidste klart ikke er det.

Jeg har tænkt MEGET over de sidste to linier. Hvem er det, der forlader hvem?

Og det tog mig også lang tid at beslutte mig for om linie tre og fire skal adskilles af en pause eller ej. (Det skal de).

Linie 4 er en af de bedste i hele digtet, med "Bare ruined choirs, where late the sweet birds sang".  Alle steder jeg har set, står der, at "late" skal forstås som "lately2. Og det giver god mening, som i, "hvor blev tiden af, fuglene sang lige før. Jeg kan også godt lide at tænke på "late", som
 at fuglene faktisk blev ved med at synge længere end forventet, og forlængede sommeren så længe som muligt.Men det er nok at strække det lidt.