Shakespeares sonetter - spredte tanker

Hmmm, det skal ikke være nogen hemmelighed, at da jeg gik i gang med at læse Shakespeares sonetter, var jeg helt sikker på, at  jeg ville ende på fronten, der mener, at Shakespeare var gay gay GAY, og ikke sammen med de bonerte læsere på den anden side. Sonetterne 127-154 til elskerinden? Tvungne af en snæversynet samtid! Argumentet om at ingen skriver 126 digte til en 'ven-ven' var klart som solen (HVEM gør det?).
 Argumentet holder ikke - 1) Shakespeare levede af at skrive og 126 små digte af svingende kvalitet er ikke ret meget (især ikke, når de endte med at blive solgt for penge og ikke bare var private digte) og 2) Der er forskel på fortælleren og Shakespeare selv. Også selv om fortælleren hedder Will. 

Så sjovt nok er jeg i fortolkningen af de mest kontroversielle sonetter virkelig hurtigt endt sammen med de mest arge benægtere af Shakespeares homosexualitet. Sonet 20, der diskuteres igen og igen, kunne så vidt jeg kan se nemt have slutverset no homo.

Lad det være klart - jeg har ingen ide om hvordan Shakespeare var som person, selvom jeg personligt forestiller mig, at han havde en del humor, og at han også må have været helt enormt ambitiøs (= rundsave på albuerne). Men jeg mener ikke  sonetterne siger så meget om Shakespeare selv, som de siger om publikum og tiden.

Derudover er jeg også overraset over, hvor underholdende handlingen er i sonetterne. Der er mange forståelsesniveauer, og det allerøverste er ren tvnovelle. Fortælleren har en ven, og en elskerinde. Elskerinden er utro med vennen, og der følger skænderier og klager galore. Fortælleren jonglerer også sit arbejde (han har en rival, der er ved at hugge legaterne), eksistentielle kriser og nogen gange helt banale emner som f.eks. kritik af parykker. Jeg havde troet, handlingen ville være lidt mindre underholdende, men blev positivt overrasket.

Min fortolkning er ikke særlig kontroversiel, men here goes:  Den unge mand i sonetterne er fortælleren selv som ung. Eller i hvert fald en kraftig identificering af den del af fortælleren, der fører en festlig livsstil. The Dark Lady er publikum. Fortælleren er Digteren, der kæmper for at bevare de vigtigste ting mod tiden. Til mit forsvar, er det ikke så søgt som det lyder - hele samlingen handler om, hvad der er berørt af tid, og hvad der ikke er, og hvis der er en person man aldrig kan vinde over, men altid konkurrerer med, så er det en selv.  Og det antydes stærkt i dedikationen og i flere af sonetterne, at vennen også hedder Will.