Lidt mere Rattigan så stopper jeg

Jeg læste The Browning Version for nogle dage siden, (i bussen faktisk. Ret kort stykke), og wow. Til alle dem, der følte sig ubehageligt følelsesmæssigt manipuleret af Goodbye Mr. Chips, har Rattigan lavet STYKKET. Jeg var ikke engang selv klar over, hvor meget jeg manglede i Mr. Chips før jeg faldt over det her.
Det er ren Morse: Rektorer, der kun tænker på cricketholdets ry og på penge; Lærere, der spiller venner med eleverne og skammer sig over deres egen opførsel; Elever, der måske, måske ikke, kun opfører sig pænt for at kunne slippe for at have et fag så hurtigt som muligt; Kolleger og hustruer med ambitioner langt over det realistiske og rundsave på albuerne. I bund og grund Goodbye Mr Chips, men hvor der ikke er noget, der er sort og hvidt, og hvor tragedien viser sig ikke at være en tragedie (i overført betydning, men også bogstaveligt).

Bemærk også, at "The Browning Version" betegner oversættelsen, og dermed omfortolkningen, af klassiske værker, og dermed antyder, at stykket selv, er en omfortolkning af et tidligere værk - eller i hvert fald beskæftiger sig med omfortolkning af klassiske værker. Ud over selvfølgelig at lade os vide, at "The Browning Version"-bogen (Agamemnon), der optræder i selve stykket, er fundamental for handlingen (både pga. handlingen i Agamemnon, og pga. at det er et vendepunkt i handlingen da bogen gives). Jeg synes det er en virkelig sjov titel.

Der er selvfølgelig lavet flere filmversioner, hvoraf jeg har set noget at 1951 versionen. Rattigan skrev selv manuskriptet, så jeg havde virkelig håbet at filmen holdt sig til oplægget, men det er ikke tilfældet. Rattigan gik 100% Aunt Edna med den her. Sentimentalitet over det hele i overvældende mængder, klare begreber om hvad der er godt og hvad der er dårligt, og en helt omskrevet slutning resulterer i en kedelig og forudsigelig men (det indrømmer jeg) meget, meget smukt filmet udgave af Mr Chips.

Ren Dreyer