SPOILERS!! FUBAR. Creepy film forude.

I don't want you
but I hate to lose you
you've got me in between
the devil and the deep blue sea



Hvis der er nogen, der har lyst til at se et sadistisk psykologisk drama, så er The Deep Blue Sea lige filmen for jer (selvom den er lidt langsom i tempoet). Lad jer ikke narre af at den bliver solgt som en romantisk film.

På overfladen handler filmen om Hester (Rachel Weisz, så cool), der er smuk og klog og gift med en noget ældre rig adelig fyr. Hun forlader ham til fordel for Freddie (Tom Hiddleston), der er ung og fattig og, får vi at vide, ikke den skarpeste kniv i skuffen. Freddie elsker desværre bare ikke Hester lige så meget som hun elsker ham, så stakkels Hester lider virkelig meget. The end.

Filmen minder på sine punkter en del om Fassbinders Martha. Der er den ene scene efter den anden, hvor Freddie ikke lever op til et eller andet, og Hester fortæller ham det. Hvis de er på museum og Freddie ikke elsker kubisme får han sobert at vide, at han nok ikke er særlig intelligent så, indtil han bryder sammen. Hvis han prøver at forlade huset et par timer og tager ned på en pub, tager Hester ned og henter ham på "det er ok, det er ok. Hvis han drikker for meget er det nok min (tapre) skyld", og Freddies venner ser forargede på ham.

Og hvis han glemmer Hesters fødselsdag (dødssynd) så følger der et halvhjertet selvmordsforsøg inklusive afskedsbrev, og naboer der giver Freddie onde blikke. For ikke at tale om, at han er overbevist om (han får det at vide hele tiden), at han ikke elsker Hester lige så højt som hun elsker ham, og at hun lider under det, men at det ikke er hans skyld, det er bare sådan han er.

Der er et par scener, hvor Freddie med tårer i øjnene direkte nægter at diskutere noget som helst med Hester, fordi han er overbevist om, at hun på en eller anden måde vil ende med at manipulere ham, så hun får sin vilje, der er deciderede halv-ubehagelige.

Til sidst er der en barmhjertig nabo, der i en over-the-top scene fortæller Hester, at kærlighed er, at lade dem man elsker bevare deres værdighed, og Freddie får allernådigst lov til at forlade det europæiske kontinent og aldrig komme igen (han lister sig ud af lejligheden på strømpesokker for ikke at vække Hester, seriøst).

Men tag ikke fejl, det er IKKE en lykkelig slutning for Freddie. Han slipper kun, fordi han tager imod et job som testpilo. Et job, som han havde svoret aldrig at tage, fordi det var så farligt, især nu hvor han ikke har fløjet længe. Det antydes pænt meget, at han ikke vil overleve længe i det job, ha ha.(ikke noget jeg bare siger, Hester stiller hans sko på bordet lige inden han forlader hende, og Freddie blegner og siger, at selvom han ikke ved hvorfor, så bringer det uheld at stille sko på et bord, og vil hun ikke nok lade være med det).

Cue til slutscenen, hvor Hester med et tappert smil står og ser ud over gaden på Borte med Blæsten måden, og "Tomorrow", mens Freddie går sin fremtid (og visse død) i møde til overdreven violinmusik og ruiner i baggrunden. Meget, meget creepy.

Filmen er baseret over et Rattigan stykke, og det klæder overhovedet ikke handlingen, at den er sat til at foregå i 40'erne og kunne have haft undertitlen Brief Encounter- the reboot. Nu med violiner.