Highly illogical

Jeg så Galaxy Quest igår, og den var meget bedre end jeg havde troet. Det er en komedie, om nogle fallerede skuespillere fra en gammel Sci-fi-serie, der nu lever af at skrive autografer og åbne supermarkeder imens de hader hinanden og ser ned på deres fans. Pointen er, at serien rent faktisk bliver til virkelighed (jeg røber ikke for meget her), og "kan de leve op til deres roller (som de i øvrigt også hader) når det virkelig gælder"?

Filmen er ok morsom, og det bliver kun bedre (og sørgeligere) af at det er en nøgleroman-agtig film (nøglefilm?) lavet over Star Trek serien fra 60'erne. Uden at være suuuper meget inde i Trek, må jeg sige, at hovedpersonerne er letgenkendelige - fra ham, der mener, hans karriere er blevet ødelagt, af at han er ikke kan slippe fra sin rolle som klog alien, til ham, der er hadet af sine medskuespillere fordi han stjæler scenerne.

Men altså: det må også være frustrerende altid at blive husket for det samme. Især hvis det gør, at folk altid synes de kender en bedre end man selv gør. Lange Rede kurtze Sinne: Jeg har lidt dårlig samvittighed selv, for ligeså fed en figur jeg synes Spock er i Star Trek, lige så lidt gider jeg se noget som helst andet med Leonard Nimoy (ham der spiller Spock). For ikke at tale om Shatner (Kpt. Kirk). Det er ret mærkeligt. På en eller anden måde lykkedes det dem at levere noget interessant skuepil i en serie om det ydre rum med et rumskib lavet af papkasser - måske fordi de ikke tog det alt for alvorligt?
Hvis resten af deres karriere indeholder perler som det her (på eget ansvar!- især den *eksistentialistiske* slutning), så har jeg bedre samvittighed og synes det ikke kan være det værste at være kendt for noget andet (læs: stor set hvad som helst andet). Jeg vil skåne Jer for Shatners take on Mr Tambourine Man.

Styrken ligger måske i ørerne?

Og hvorfor så dette indlæg? Nok fordi jeg idag så "Vor mand i Havana" (flot billedside), som tager de samme emner op: Er det ok at spille en rolle/lyve, og hvad gør man, når folk forventer, at man lever op til den? Hvor går grænsen mellem at spille en rolle og faktisk VÆRE den rolle? Spiller man ikke hele tiden en eller anden slags rolle? Kan man overhovedet spille noget man slet ikke er?

Jeg har ikke nogle helt klare svar på spørgsmålene selv. Men hvis I spørger mig, er de spørgsmål en af grundene til, at skuespillere dyrkes i det omfang de gør. Og i øvrigt er jeg hemmelig agent og Spock er min homeboy!