Som de fleste af jer nok ved, tog jeg til Granada sidste uge for at besøge B og for at nyde lidt ferie. Jeg tog afsted lørdag og kom ud til lufthavnen i god tid, hvor jeg først ikke kunne chekke ind via maskinerne, så jeg fik lov til at stå i kø bag ved en familie med en megastor sød hund i tre kvarter (det lyder ok, men familien ville ikke lade hunden snakke med mig, så det var egentlig bare kedeligt). Heldigvis var hende, der sad ved disken virkelig flink og havde humor, så jeg gik mod metaldetektorerne med godt humør og en vinduesplads. Her blev jeg stoppet, og da vagten godt kunne se, at jeg ikke vidste hvorfor den bippede (ingen skjulte bælter etc.) trøstede han mig med at det nok bare var en stikprøve, noget der ikke reddede mig fra kropsvisitering med metaldetektoren. Herefter tilbragte jeg et par timer i "the land of sin and *noget jeg ikke kan huske*", som Kastrup har valgt at markedsføre sig som på store plakater.
Selve flyturen var ok, jeg sov et par timer på trods af skrigende babyer og rimelig sure naboer, der åbentbart gerne ville have haft en vinduesplads. Vi kom i øvrigt for sent afsted, da der var "farligt materiale" i lastrummet, og det først skulle findes og siden fjernes. Kaptajnen havde så vidt eg kunne høre tømmermænd, men han fløj virkelig godt, især landingen var perfekt, og han indhentede en forsinkelse på 30 min. uden at bitche mere end et par gange over lufthavnspersonalet.
I Madrid ventede B på mig- så det var perfekt. Vi tog en natbus videre sydpå og kl. 4 om morgenen vandrede vi ad de kendte gader ind mod centrum, hvor han bor.
Her vil jeg gerne indskyde, at det er rigtigt nok: Det kvarter jeg boede i er en smule creepy midt om natten. Men kun lidt.
Vi sov længe, og havde lejligheden ret meget for os selv, da de andre var på arbejde eller i Cádiz eller Ungarn. Om eftermiddagen gik vi en tur til et sted med store tapas, som nu serverer noget mindre portioner!! Og ved Plaza Nueva så vi de første påskefejringer (virkelig flot). Søndag var det stadig til at komme tæt på og stemningen var god. Senere på ugen blev folk lige fanatiske nok med at komme tæt på og være sure hvis nogen ville forbi, men i starten af ugen var det sjovt.
I løbet af ugen fik vi gået en masse rundt i byen, gået i biografen (shame on you, Nicholas Cage), jeg mødte 2 af B's roomies og slappet af i parken.
Turen til Kbh igår var ok, jeg tog en bus der gik direkte til Barajas, så det var lækkert nok, men da det var en natbus og jeg havde alt for god tid i lufthavnen faldt jeg i søvn flere gange inden jeg chekkede ind. For at få lidt mere energi spiste jeg en masse kage og drak noget kaffe og cola- alt nøje afmålt så jeg havde energi til jeg sad i flyveren. Der så valgte at være forsinket, så det var lidt hårdt den sidste halve time. Især fordi der var vildt mange, der skulle have børn med. Jeg joker ikke- fyren, der sad og ventede overfor mig (kastket, ipod, tømmermænd) havde panik I øjnene, da han så alle de børn der skulle med. Flyet blev da også en veritabel børnehave i noget, der nok er den ubehageligste flyvetur jeg nogen sinde har oplevet. Ikke pga. børnene, men pga. lufthullerne. Seriøst, jeg har ikke været så bange i lang tid. Jeg overvejede endda om jeg burde droppe turen til Jordan for at slippe for at flyve igen. Kaptajnen var en megajoker, der nok skulle "lade være med at plage passagererne mere" efter han bekendtgjorde, at forsinkelsen (som han i øvrigt ikke havde noget med at gøre!) ville blive hentet ind, hvis det stod til ham (og det gjorde det jo). Jeg sad ved siden af to forretningsmænd?, diplomater?, præster? fra Afrika, der diskuterede Danmarks placering i forhold til den russiske flåde, og jeg synes den ene sagde "If Jesus wants it we will be in Copenhagen in 3 hours" lige inden vi tog afsted. Ikke at påskelørdag lige var dagen jeg ville have bedt Jesus om noget som helst.
Jeg skriver nok mere senere, nyd billederne nedenfor (det sidste er fra Kastrup) :-)




No comments:
Post a Comment