Kun en dags kursus tilbage og godt det samme, for S-togene var forsinkede på vej hjem idag og det bliver meget rart ikke at afhænge af dem. På den anden side er det ekstremt storbyagtigt at stå i S-toget og se byen glide forbi om morgenen, mens man deler oplevelsen med en masse mennesker og får lov til at se dem trætte og eftertænksomme og nogle gange halvsovende. Det føles lidt som en form for S-togs broderskab, hvor vi allesammen er enige om at spare på kræfterne til dagen virkelig begynder. Jeg kommer nok til at savne det, det er ikke den samme form for connection jeg har med fyrene fra CBS (mørk filtjakke, halstørklæde, mørke bukser, mørke sko med firkantede snuder, skuldertaske, en cm hår), jeg møder på cykelstierne i Frederiksberg, selvom der er et par stykker, jeg er begyndt at genkende om morgenen.
Jeg er begyndt at bruge Larses forstærker/radio ret meget. Jeg ved ikke, hvad naboerne siger til det, men Roy Orbison skal høres på ordentlige højtalere (ikke nødvendigvis højt, men da en af højtalerene er placeret tæt på loftet tror jeg det måske kan høres)!
På kurset idag opdagede jeg, at en af de andre var fra Lolland. Jeg kunne ikke helt placere hans accent, så jeg tænkte: Vestsjælland (de taler da ret sjovt der), men nej- Lolland. Jeg er åbentbart ikke så god til accenter som jeg troede.
Jeg overvejer stadig at skrive en krimi med titlen "Kursus", for jeg får det hele forærende derude. Borset fra et mord håber jeg! Men hvem ved, imorgen ligger der måske et lig i herreværelset/biblioteket og vi har alle sammen et motiv! Mand, det hele er der! Køkkenet der laver forskellig mad til vegetarerne og dem der ikke kan tåle visse ingredienser (så det kan være gift kun til een person!!), tyendegangene (jep-de findes), slikskålene, der kunne være potentielt forgiftede, den eksotiske frugt som ingen andre en jeg og to andre spiser af, den stejle trappe fra Venedig. Og motiverne. Motiverne bliver fede.
2 comments:
Det lyder rigtig godt. Jeg håber, du slipper fra dine Christieske eventyr med livet i behold - men du er vel den oplagte type til den fantasifulde amatørdetektiv, der har observeret en hel masse spor og kommenterer meget på, hvordan tingene ville hænge sammen, hvis det her var en krimi - og som derfor overlever, fordi hun er rigtig god som foil til detektiven
Nemlig :-)
Post a Comment