Friday, 27 February 2009

Gode Råd

Ok, jeg har ikke haft job så forfærdeligt længe, men jeg har dog noget erfaring studiejob, så jeg synes godt jeg kan kommentere Søndagsavisens liste "Sådan bliver du en god kollega":

1. Find smilet frem

Smilet er et musthave på enhver arbejdsplads. Send din kollegas smil på overarbejde med sjove søde mails.

Min kommentar: Altså...hvis man har 1 kollega er det måske ok, men hvis man har over 100 er det overkill. Og desuden vil jeg personligt gerne have de sjove mails men have mig frabedt de søde.

2. Forkæl og overrask.

Bag en lækker kage eller overrask din kollega med hendes/hans yndlingschokolade eller noget andet, du ved han/hun og resten af dine kolleger vil blive glad for. Server det om eftermiddagen, når blodsukkeret er i bund.

Øh- for det første gentager rådet lidt sig selv (tag en kage med. Eller en chokoladekage.) og hvordan ved man hvilken chokoladekage, der er ens kollegas yndlingskage? Men ok, ideen er god nok, selvom jeg personligt nok ville mene, det var noget man gør så sjældent, at det ikke bidrager til noget som helst. Bliver det ikke mærkeligt hvis man har sin kollegas yndlingskage med hver mandag?

3. Kram

Alle kan have brug for et kram. Så husk at kramme, uanset om det er en trøste-krammer, en hurra-krammer eller en du-er-bare-dejlig-krammer.

Kære Søndagsavisen..har I hørt ordet sex-chikane?

4. Hør efter hvad dine kolleger fortæller dig

Det bliver sjovere for jer begge, hvis du kender din kollega godt. I kan sladre om jeres sociale liv, dele erfaringer og bruge begge dele fagligt.

Sladre om jeres sociale liv? Og bruge det fagligt? Det er ren utopi Søndagsavisen har gang i her. Historier fra en aften på "Det rene glas" kan under ingen omstændigheder undskyldes som "faglig sparring", hvis man vil virke bare lidt seriøs. Men jeg synes da rådet om at man bør "høre efter hvad ens kolleger fortæller" er... oplagt.

5. Hold dig fra sladder

Selvom det er fristende at fortælle, at hende fra regnskabsafdelingen fjoller rundt med en fyr, der bestemt ikke er hendes kæreste, er det nok smartest at lade være. I hvert fald hvis du gerne vil bevare den gode stemning på din arbejdsplads.

Kun sladder om det socialt liv. Ikke et ord om det asociale.

6. Ros din kollega

Fortæl din kollega hvis hun har en fed kjole på, eller hvis han har en cool skjorte på. Sig du synes han/hun er fagligt dygtig eller noget andet flatterende. Du kender det sikkert fra dig selv. Ros kan redde selv den dårligste dag.

Jeg vil gå så vidt som til at sige at dette råd er ok. Men med måde for nej- ros kan ikke redde selv den dårligste dag.

7. Vær opmærksom

Ligner din kollega noget katten ikke gad slæbe ind, når hun/han møder om morgenen? Der kan selvfølgelig være mange årsager, men du er en bedre kollega, hvis du reagerer på det. Det gælder selvfølgelig om at være nænsom og ikke bombardere din kollega med spørgsmål.

Et enkelt burde være nok: Er det alkohol eller stoffer?
Bemærk i øvrigt den raffinerede omskrivning af "noget katten slæbte ind" som Søndagsavisen benytter.

8. Giv konstruktiv kritik

Det er altid godt at have en god sparringspartner på jobbet. Find en allieret. En som ved, hvordan du tænker og som ikke er bange for, at du giver ærlig, konstruktivt og nogen gange hensynsløs kritik. Du skal selvfølgelig kunne modtage samme omgang fra din kollega, men det kan hjælpe jer med at blive dygtigere og mere erfarne.

Hensynsløs? Det lyder ikke særlig rart. Og hvad skal jeg med sparring fra en der ved hvordan jeg tænker og som jeg ved hvordan tænker?

9. Gør møderne bedre.

Udover gode mødevaner, som eksempelvis at møde til tiden, kan det være en god idé at peppe mødet lidt op. Overrask med noget spiseligt eller forbered en sjov gimmick eller sang.

Ok, det var det her punkt, der fik mig til at skrive indlægget. Jeg forestiller mig en eller anden ved det runde bord tage guitaren frem og begynde en lejlighedssang på Jens Vejmand. samtidig med at personen, der altid har kager med begynder at skære for. Mødet from Hell? Er lige startet.

10. Tag konfrontationerne

Der findes ikke noget være for stemningen end mukken i krogene og sure miner. Hvis noget går skævt, så sig det. Fortæl din kollega, at hun/han gør dig sur eller ked af det, men prøv at undgå at råbe – det gør ikke stemningen bedre.

Prøv at undgå at råbe? Er rådene skrevet til børnehavebørn? Alle ved da, at man ikke skal råbe ad andre voksne mennesker- og at det i hvert fald ikke gør stemningen bedre. Personligt vil jeg også hellere have sure miner end end der fortæller mig, at jeg gør personen sur.

3 comments:

anne said...

Næste måneds råd er :"Stalk din kollega"

"Find ud af alt om din kollega. Husk hver eneste lille ting, hun siger. Giv hende 'noia ved at referere til uskyldige små bemærkninger, hun lavede for måneder tilbage. Send hende små "søde" mails i arbejdstiden. Vær hele tiden i nærheden. Smil meget. Smigr hende. Stå tæt på hende. Hvis hun prøver at rykke væk, så giv hende et knus. Ingen kan blive sur over et knus, vel? Det var jo venligt ment...
Overrask med kage. Stil dig op til mødet og sig, at du har bagt hendes yndlingskage - eller sig et lille limerick om hende. Prøv at se, om du kan få lidt innuendo ind...
Når hun til sidst giver efter for dine tilnærmelser og begynder at tro, I er venner, så begynd at rakke hende ned - blandet ind mellem den overdrevne ros. Forklæd det som "konstruktiv kritik". Vær såret, når hun er urimelig og ikke vil tage imod den nyttige kritik, du frivilligt giver hende. Påtving hende pinlige konfrontationer i offentlighed, hvor du gerne vil "tage nælden ved roden" og tale tingene ærligt igennem. Brug passiv-aggressiv sprogbrug. Fortæl hende, at du "føler, at hun er umådeligt negativ for tiden og at det gør dig utilpas, når hun ikke vil tage imod dine input".
En dygtig stalkerkollega kan reducere sin kollega til et følelsesmæssigt vrag på tre måneder. Prøv at se, hvor langt du kan komme"

Anonymous said...

Det er rigtigt fine kommentarer - også Annes - til den idiotiske liste. Det kan se ud som om man ikke har så meget at fylde avisens sider med. I kunne tilbyde jer som freelance, det ville forhøje avisens niveau enormt.
Jose

Anonymous said...

Dude...nogle har bare god tid, hva?