Dracula myten

I det seneste indlæg har jeg vævet for længe og utilstrækkeligt omkring Dracula myten. Nedenfor vil jeg prøve, at forklare hvorfor jeg synes, der stadig er nye ting at komme efter i Dracula.

Der er forskellige pointer mht. Dracula (heldigvis komplementerer de hinanden fint, selvom det måske ikke ser sådan ud ved første øjekast). Den første er den, at Dracula-figuren er en syndebuk/ hellig konge, der ikke vil dø. Problemerne begynder at regne nedover samfundet, han uretmæssigt stadigvæk er en del af, og hans død er uundgåelig, hvis samfundet skal bestå.
Den anden er den synsvinkel, at det egentlig ikke er Dracula, der bryder et tabu, men samfundet, der lader ham fortsætte som medlem. Hvis vi et øjeblik antager, at de fleste gode historier samtidig er opbyggelige historier om tabuer, der ikke må brydes (opførsel i samfundet), hvad er historien så i Dracula? Hvilket tabu brydes? Dracula selv er et uhyre, han bryder i og for sig ikke noget tabu så snart han er blevet vampyr. Som menneske derimod brød han tabuer på stribe- noget der skal forklare, hvorfor han bør udstødes af samfundet (bemærk- det er ikke nødvendigt med et konkret tabubrud her). Men tilbage til sagen: Vi har en udød, der angriber nogle folk, der frygter ham, og ikke tør slå ham ihjel. Det jeg synes er en ny synsvinkel er, at angrebene kan betragtes som en straf over samfundet, fordi samfundet har tilladt Dracula at fortsætte med at være i live, når han egentlig er død (Denne teori har jeg ikke fundet på alene, men jeg har ikke set den nedskrevet nogle steder). Dette giver mening hvis det at være "død" sættes lig med "død" for samfundet dvs. udstødt. Der kan være masser af grunde til, at et medlem af samfundet udstødes (=et tabu er blevet brudt), men det tabubrud bogen/myten Dracula beskriver er ikke at drikke blod eller at spidde folk, men derimod ikke at udstøde, dem der bør udstødes. Dem der straffes er samfundet, ikke Dracula. Bemærk også det smukke i, at straffen står mål med tabubruddet- jo flere ikke-udstødte, jo flere uhyrer.

Min definition af Dracula myten (som både er temmelig generel, men også meget restriktiv) er: Et samfund, der ikke udstøder en person/gruppe, der bør udstødes (ikke behandler personen som død) og som følgeligt bliver straffet ved at den/dem, der burde have været udstødte bliver uhyrer (udøde), der angriber samfundet. Ofte består angrebet i at gøre flere til uhyrer, men ikke altid (i Den Tredje Mand slår "uhyret" bare folk ihjem med falsk medicin, han gør dem ikke udøde).

Set sådan, bliver det interessant for andre end Bram Stoker fans, for det er vildt hvor mange film, der indeholder myten: Den tredje mand (som nævnt ovenfor), Tombstone, Apocalysis Now.


Tombstone spoiler (det er den jeg lige har set og har mest frisk, se de andre indlæg):
I Tombstone, må Doc Holliday tigge Wyatt Earp om at give sig lov til at dø (det bliver fremstillet som om Wyatt Earp bogstaveligt talt holder Doc Holliday i live og ikke vil lade ham dø), med begrundelsen, at Wyatt Earp skal leve. Det som er eksistensberettigelsen for filmen Tombstone, er tvistet, at Doc Holliday er blevet som han er (udød, en der forhindrer Wyatt Earp i at leve), fordi han aldrig selv ville glemme (læs: udstøde) sin kusine, der blev nonne (læs: meldte sig ud af samfundet). Det er en elegant måde, at understrege pointen (tabu bruddet-straffen) på at gentage den på den måde, og jeg synes det er en virkelig god idé at gøre det i en western. Det er bare ærgerligt, at filmen er for lang, og har for mange scener, der er elendige. Men det er mit bud på hvorfor Tombstone blev så stort et hit dengang den kom frem.

Tilføjelse: her er scenen fra Tombstone, hvor Doc Holliday tager afsked med Wyatt Earp, hvis nogen skulle være interesserede (4-5 min. lang).